18. maj 2019

Når det religiøse bliver en forudsætning for det nationale, er mindretallene det første offer

Hvert år udgiver den internationale organisation Åbne Døre en såkaldt rangliste over lande med forfølgelse af kristne. Og som bekendt ser det dystert ud. Flere og flere kristne oplever at være udsat for chikane, diskrimination og forfølgelse. Også muslimer, jøder, ateister og mange andre er pressede: Retten til at tænke og tro frit bliver nemlig krænket rigtig mange steder i verden.

Da Åbne Døre fremlagde deres 2019-rangliste påpegede de nogle tendenser relateret til kristenforfølgelser, som det er værd at bemærke sig. Én af disse handler om, at nationalisme og nationalfølelse nogle steder bliver koblet så tæt sammen med en bestemt religion, at det religiøse tilhørsforhold bliver en forudsætning for at tilhøre det nationale fællesskab. Hvis man er inder, så er man også hindu. Hvis man er iraner, så er man også muslim. Sådan er tankegangen, og det går ud over mindretallene.

I otte indiske delstater er der indført lovgivning, der skal gøre det sværere at konvertere fra hinduismen til andre religioner, og i nogle muslimske lande kan frafald fra Islam blive straffet med døden.

I Danmark er vi naturligvis et helt andet sted. Heldigvis for det! Det er hverken fair eller meningsfuldt at sammenligne Danmark med Indien eller Iran. Vi har nogle helt andre standarder for tros- og religionsfrihed, som vi godt kan være stolte af.

Alligevel er det værd at overveje, hvordan det står til hjemme hos os. Også i et samfund som det danske kan der nemlig være en tilbøjelighed til at knytte nationalfølelsen sammen med flertallets religion.

Det ville være både skørt og forkert at benægte, at kristendommen har spillet en vigtig rolle i Danmarks historie i hundredvis af år og har været med til at forme vores samfund på mange måder. På den måde er dansk kultur bestemt ikke løsrevet fra kristendommen. Men det bliver farligt, hvis man gør en bestemt religiøs overbevisning til en forudsætning for at være dansk. Det risikerer at gå ud over tros- og religionsfriheden, og det bliver vi nødt til at være bevidste om.

Når 27 pct. af danskerne tilsyneladende mener, at religiøse muslimer ikke skal kunne blive danske statsborgere, sådan som BT kunne fortælle i begyndelsen af efteråret, så er det voldsomt problematisk. Og ligeledes er det bekymrende, når f.eks. Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti giver udtryk for, at ”når man tager tørklæde på, så fylder Islam for meget til at man kan være dansker”, sådan som han gjorde til Politiken i marts 2019.

Hvis vi fortsat vil have trosfrihed i Danmark, må den ligesom de øvrige menneskerettigheder gælde for alle. Vi giver jo heller ikke kun ytringsfrihed til dem, der mener det samme som flertallet.

I vores kærlighed til Danmark skal vi skal passe på, vi ikke stiller krav om kristentro for at være en del af fællesskabet. Tro eller ikke-tro må aldrig gøres til en forudsætning for at være dansk. For når det religiøse bliver en forudsætning for det nationale, er mindretallene det første offer.

Da FN’s daværende særlige rapportør for tros- og religionsfrihed, Heiner Bielefeldt, besøgte Danmark i 2016 hæftede han sig bl.a. ved den måde, som vi taler om danskhed på i vores land. Måske burde vi lytte til en af hans efterfølgende opfordringer og udvikle en mere inkluderende forståelse af, hvad det vil sige at være dansk, som gælder for både Goldstein, Hansen og Mahmoud?