10. maj 2019

Daniels tale 1. maj 2019

Maj måned har altid været en af mine absolutte yndlingsmåneder. Da jeg var barn hang det nok mest sammen med, at jeg har fødselsdag i maj måned. Efterhånden som jeg er blevet ældre er det også begyndt at hænge sammen med foråret, de grønne skove og sommeren, der nærmer sig. Men selvfølgelig hænger det også sammen med dagen i dag – d. 1. maj – arbejdernes internationale kampdag – og festdag.

Lige præcis i år er der så endnu flere grunde til, at maj måned er en helt særlig måned. Min ældste søn skal konfirmeres, hvilket jeg nok skal lade være med at komme så meget mere ind på. Men så får vi jo også et europaparlamentsvalg og – som minimum – en udskrivelse af Folketingsvalget her i maj måned. Og de to valg vil jeg til gengæld gerne sige noget mere om.

Frem imod de her to valg kommer vi til at diskutere rigtig meget politik. Ikke mindst kommer vi til at diskutere rigtig mange detaljer. Altså: Konkrete forslag – om de er gode eller ej. Konkrete tal – om de passer eller ej, og om ikke der er nogle andre tal, der viser noget andet. Konkrete beskyldninger – i alle mulige retninger, om hvilke fejl, der er begået i fortiden, og hvilke fejl det ene parti vil påstå, at det andet parti vil begå i fremtiden.

Og misforstå mig ikke: En del af det kan være fint nok. Djævelen sidder jo som bekendt ofte i detaljen, så der er ikke nødvendigvis noget forkert i at diskutere detaljer.

Men personligt synes jeg bare, at der er så meget på spil i Danmark, Europa og verden i de her år, at der også er brug for at se lidt mere overordnet på tingene.

I dag vil jeg gerne bygge min tale op om fire små ord. Fire ting, som jeg synes, at vi skal have mere af. Fire værdier, som efter min mening udstikker en politisk retning, som der er rigtig meget brug for.

Derfor kalder jeg også de fire små ord for pejlemærker. For det er det, der er meningen med dem: at de skal udstikke en politisk retning.

Og vi trænger virkelig til noget politisk retning i det her land. Der er gået for meget mudder i dansk politik. Der er gået for meget kopivare i dansk politik – altså at man kopierer hinanden i en uendelighed. Der er gået for meget Mariager Omfartsvej i dansk politik. Og der er gået for meget kortsigtet strategi i dansk politik.

Der er brug for mere retning i det, som vi foretager os på Christiansborg.

Det første ord, det første pejlemærke, der skal udstikke retningen, er selvfølgelig bæredygtighed. Jeg tror ikke, at jeg behøver sige ret meget om det. For vi ved det godt alle sammen. Hvis vore børn og børnebørn skal have en klode at bo på, som er ligeså forunderlige og fantastisk og beboelig, som den klode, vi har fået lov at bo på, så er der brug for handling. Ikke for ord. Ikke for abstrakte målsætninger 30 år ude i fremtiden. Ikke for dårlige undskyldninger. Men handling. Her og nu.

Der er en ting, som jeg har lyst til at minde om i den forbindelse.

I 2018 var det sådan, at de ressourcer, som kloden kan nå at gendanne på ét år, dem brugte vi på årets første syv måneder. Og det er jo slemt nok. Men hvis alle i verden havde et forbrug som det, vi danskere har, så ville det ikke være efter syv måneder, at vi ville have forbrugt en hel jordklode. Så ville det være efter tre måneder.

Den, som jeg gerne vil frem til, er egentlig bare, at nok er vi dygtige til grøn energi og klimaforskning i Danmark. Men vi hører altså til de mest klimabelastende folkeslag, hvis man måler på vores samlede forbrug og ikke bare den mængde co2 vi udleder fra vores eget territorium.

Så hvis der er nogen, der påstår, at vi har rigeligt styr på det i Danmark, og det er kineserne og inderne og alle mulige andre, som bare må tage sig sammen, så er det altså ikke helt rigtigt.

Det er rigtigt, at vi ikke kan klare det selv. Og det er rigtigt, at der er mange lande, som kan lære en hel masse om grøn omstilling af Danmark. Men hvis vi skal gøre det her på en solidarisk måde – og det håber jeg virkelig, at vi kan blive enige om til et 1. maj arrangement som det her – så kommer det til at koste noget at redde planeten – også her i Danmark.

Vi skal bare sikre, at det også på det her område, bliver de bredeste skuldre, der kommer til at betale den største del af regningen.

Men altså: Bæredygtighed som det første pejlemærke.

Det andet pejlemærke er lidt mere abstrakt. Det er (noget I har hørt før, nemlig) relationer. Og hvorfor er der så brug for relationer som et politisk pejlemærke i de her år?

Det er der, fordi vi er ved at glemme det, som burde være helt banalt: At det er vores relationer til hinanden, som er helt afgørende for, om vi har det godt som mennesker.

Jeg vil påstå, at gode relationer er lige så afgørende for vores trivsel som mennesker, som mad og drikke er det. Men mens vi i Danmark – mildt sagt – ikke er i nogen som helst risiko for at glemme betydningen af mad og drikke, så er det som om, at vi er ved at glemme betydningen af gode relationer. At vi er ved at glemme, hvor helt enormt afgørende det er, at vi har tid til hinanden. At vi har tid til at dyrke relationerne til hinanden.

Ikke mindst de helt nære relationer er afgørende. Spørg enhver, der ved noget om det, hvor vigtig forælder-barn relationen er – for både børn og voksne – og svaret vil være, at det er helt afgørende. Men hvorfor i alverden er de familiepolitiske visioner så så fraværende på Christiansborg? Hvorfor bruger vi ikke langt mere energi på at drøfte med hinanden, hvordan vi kan give bedre rammer til vores børnefamilier. Hvordan vi kan skabe bedre balance mellem familie- og arbejdsliv og meget andet. I Sverige har man gjort nogle ting, som er meget jordnære og konkrete, og som stiller børnefamilierne langt bedre. Både i forhold til at tage sig af sine børn, når de er syge. Og i forhold til at give bedre muligheder for at skrue lidt op og lidt ned for sin arbejdstid i forskellige faser af livet – så man f.eks. kan prioritere relationen til sine børn, mens de er små.

På integrationsområdet er relationer også helt afgørende. Spørg bare Røde Kors, der siger, at alle flygtninge skal have en dansk ven. Altså prøv lige at tænke tanken en gang. Tænk hvis vi på en eller anden måde kunne understøtte, at alle flygtninge fik en dansk ven. Se, det ville virkelig være et paradigmeskifte, som ville være noget værd.

Tænk også hvad det ville gøre ved den offentlige sektor, hvis vores hjemmehjælpere, pædagoger, sygeplejersker, lærere, jobkonsulenter og socialrådgivere fik mere tid til det relationsarbejde, som i langt de fleste tilfælde er det, der gør hele forskellen. Tænk hvis vi kunne ansætte lidt flere de steder, hvor der er brug for det – men også mindske bureaukratiet og kontrollen – sådan at vores offentligt ansatte kunne få mere tid til – med udgangspunkt i deres faglighed – at dyrke relationen til de borgere, som det hele handler om.

Jeg mener virkelig, at et mere relationelt blik på mange problematikker, ville kunne gøre underværker. Tanken om, at mennesket alene er drevet af økonomiske incitamenter fylder stadig alt for meget. F.eks. at hvis man bare gør folk fattige, så skal de nok komme i arbejde. Den tanke er jo i virkeligheden det stik modsatte af en relationel tilgang.

Så: Relationer som det andet pejlemærke.

Det tredje pejlemærke er i virkeligheden det, som hele 1. maj handler om: Solidaritet.

Og hvorfor det skal med giver jo sig selv i en verden, hvor forskellen på dem, der har mindst, og dem, der har mest, stadig er alt, alt for stor. Både ude i den store verden. Men også herhjemme.

Fordelingspolitik er ikke noget, der hører fortiden til. Kampen imod dem, der svindler og snyder og rager til sig er ikke noget, der hører fortiden til. Kampen for at få internationale gigantvirksomheder til at betale skat, er ikke noget, der hører fortiden til. Og kampen for ordentlige løn- og arbejdsvilkår – og imod social dumping – er så sandelig heller ikke noget, der hører fortiden til. Og det er kampen for en ordentlig pensionstilværelse for alle bestemt heller ikke.

Jeg er med på, at der kan stilles alle mulige detaljespørgsmål til det pensionsudspil, som vi i Socialdemokratiet er kommet med. Men jeg mener det helt oprigtigt, når jeg siger, at jeg er stolt af udspillet.

Der ER brug for en differentieret pensionsalder. For der er en systematiske ulighed i dag, når det gælder både længden og kvaliteten af forskellige gruppers pensionstilværelse. Nogle gange skal man behandle forskellige grupper forskelligt, for at behandle dem lige. Eller i det mindste lidt mere lige.

Retningen er klar i vores udspil – og vi vil tage 3 mia. fra den finansielle sektor og dem, der har mest til at komme så langt som overhovedet muligt i den retning.

Solidaritet er altså det tredje pejle mærke.

Forskellighed er det fjerde.

For det er nemlig som om, at menneskeheden i de her år bliver dårligere og dårligere til at håndtere det faktum, at vi er forskellige som mennesker. Og historien er jo som bekendt fuld af eksempler på, hvor galt det kan gå, når vi bliver for dårligere til at respektere dem, der er anderledes end os selv.

Mange steder i verden er det helt tosset. Mennesker fængsles for ikke at være muslimer. Eller for at være det. Eller for at være kristne, homoseksuelle, fagforeningsfolk eller bare politisk uenige med det herskende styre.

Så grelt står det heldigvis ikke til i Europa. Men også i vores del af verden ulmer forskellige typer af ekstremisme, intolerance og totalitære idéer. Islamismen på den ene side. Men så sandelig også højrenationalismen på den anden. Jeg tror ikke, at jeg behøver at nævne de aktuelle eksempler på sidstnævnte fra hverken Spanien, Italien, Ungarn eller for den sags skyld Danmark. Vi kender dem godt.

Man kan selvfølgelig diskutere, hvor stærk højrepopulismen i virkeligheden er. En del af svaret får vi til Folketingsvalget, hvor vi får se, hvor stor opbakning et rendyrket totalitært parti kan få i Danmark. Jeg håber, at den opbakning bliver meget, meget lille.

Men sagen er i hvert fald: At uanset om ekstremismen viser sit grimme ansigt i form af terrorangreb, dominerende social kontrol, æresrelateret vold, nye totalitære partier, hadforbrydelser eller racistiske kommentarer på Facebook, så skal den have modstand.

Ikke ved at vi forbyder de holdninger og idéer, som vi ikke kan li. Ikke ved at vi forbyder Stram Kurs at stille op til valget. Ikke ved at vi tager ytringsfriheden fra hverken Rasmus Paludan eller andre hadprædikanter. Men ved at alle demokratiske kræfter i samlet flok siger klart og tydeligt fra overfor enhver form for ekstremisme og enhver totalitær strømning i vores land.

Frihed til forskellighed er måske det mest grundlæggende demokratiske princip, som vi overhovedet har. Og når det er under pres, så er det ikke for sjov. Og derfor er det fjerde pejlemærke netop forskellighed.

Bæredygtighed. Relationer. Solidaritet. Og forskellighed. Det er selvfølgelig bare mit bud.

Men kan vi ikke blive enige om én ting? Skal vi ikke vinde de her to valg? Og skal vi ikke udstikke en ny retning? For Europa og for Danmark?

God 1. maj!